Af Stig Bergendorff
Den canadiske body horror-aficionado, David Cronenberg, vender tilbage til vante rammer i en film, der er skåret over samme ”stykke hud” som flere af instruktørens tidligere titler. I et sammenkog af værker som The Fly (1986), Dead Ringers (1988), eXistenZ (1999) bliver den transcendente krop endnu engang trædesten for narrativet.
Crimes of the Future foregår i en dystopisk fremtid, hvor mennesker ikke længere kan føle smerte i samme grad. Denne biologiske udvikling har til gengæld betydet, at kroppens sammensætning er gået i metamorfose, sådan at flere er begyndt at udvikle nye, og for nogen uønskede, organer. Den ændrede smertetærskel og de nye organer er for performancekunstneren Saul Tenser (Viggo Mortensen) og partneren Caprice (Léa Seydoux) fundamentale, når de, i et undergrundskunstmiljø, optræder med live-kirurgi foran et fetichistisk publikum.
Filmen var at finde på dette års filmfestival i Cannes, hvor den fik flere seere til at udvandre fra biografsalene. Og nej, Crimes of the Future er, ligesom flere titler i Cronenbergs omfangsrige filmografi, ikke for sarte sjæle.
I en verden, hvor ”kirurgi er det nye sex”, som det formuleres af en bærende karakter, Timlin (Kristen Stewart), efterlades meget lidt til fantasien. Flere grafiske scener kommer til at skille vandende. Et meta-lag der spejles i diegesen, hvor live-kirurgi stadig er hensat til undergrunden. Er det kunst eller blot outreret perversion? Et skisma man ikke mindst må vurdere ud fra en af filmens slutscener, hvor liget af et barn får en bærende rolle.
Om man køber ind på filmens eksplicitte sprog er en smagssag, men budskabet i Crimes of the Future fremstår umiskendeligt. I en klar allegori på abortdiskussionen, stikker Cronenberg til hele debatten om ejerskab og kontrol over egen krop. En debat, der er særligt aktuel og betændt på den anden side af Atlanterhavet. Det klare budskab står imidlertid i kontrast til et mindre klart plot, hvor komplekse handlingstråde og dobbeltspil blandt flere karakterer giver et lidt tåget helhedsbillede.
I et forsøg på at tæmme historiens mange tråde hensættes flere af filmens mindre fremtrædende karakterer til ekspositionstunge stråmænd. Hvor disse til tider virker opstyltede, har de tre hovedroller dog en renere psykologisk autonomi.
Foruden stærke præstationer af Seydoux og Stewart i sårbare men rebelske kvinderoller skal der lyde en særlig hyldest til Viggo Mortensen. I et fysisk lidende portræt af en mand i transformation brillerer den 64-årige skuespiller, der har haft et langvarigt samarbejde med den canadiske instruktør, som bl.a. har udmøntet sig i de små mesterværker A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).
Crimes of the Future bygger på en interessant ide og en klar fascination af kroppen i forandring. Et stærkt budskab og stærke præstationer af de tre hovedrolleindehavere ender dog med at drukne lidt i et desorienterende plot, hvis slutning fremstår en smule uforløsende. Filmen vinder måske ved et genbesøg på tom mave, for den er, som nævnt, eksplicit. Aldeles eksplicit!
Kommentarer